lørdag den 24. august 2013

Pandekager 2.0



Det er lørdag, jeg har sovet fantastisk efter en uge med alt for meget arbejde og træthed! Nu sidder jeg med hjemmelavede pandekager, drikker god kaffe og hører Mads og monopolet... Ikke en dårlig start på weekenden. Lidt senere skal jeg til hot yoga for første gang, og jeg glæder mig helt vildt meget - især i lyset af, at jeg har besluttet mig for at tage en yogalærer-uddannelse næste år! 

Hvis du har lyst til sunde lækre pandekager er opskriften her:

1 spsk knuste hørfrø
1 most øko banan
1/2 tsk kardemomme (kan udelades)
2 dl soyamælk (el. alm. mælk)
2 dl havregryn

Bland det hele sammen i den rækkefølge det står, og lad det stå 10 min. tid på køkkenbordet (eller natten over i køleskabet). Hørfrøene danner en slimet masse der fungerer sammenbindende når de får lov at stå lidt.

Steg små pandekager på panden og servér med skyr, melon, friske hindbær, hakkede mandler og evt. lidt agarvesirup.

Velbekomme og god weekend :-)

fredag den 2. august 2013

Limelemonade




Det er varmt for tiden, jeg er tørstig og på jagt efter en læskende drink! Har lige afprøvet lime-limonade, inspireret af Ahn Lê (LêLê), og det er fantastisk - prøv selv:

Tag et højt glas med isterninger i (jeg brugte 6 stk.). Fyld saften fra 2 limefrugter i samt agarvesirup (man kan jo gøre det så sødt/surt som man ønsker, men i Anh Lê's opskrift er forholdet mellem det sure og det søde 1:2). Fyld op med danskvand og stik en stilk mynte i glasset. Uhm. 




torsdag den 1. august 2013

Stockholm guide 2013

Sommerens to ugers ferie blev i år indledt med en uge i Stockholm sammen med min dejlige veninde Anne. Det er godt nok en virkelig dejlig by at være i når det er varmt! Der er masser af vand, frisk luft og natur, hvilket passer mig rigtig godt (jeg er en af dem der hellere vil have det for koldt end for varmt). Stockholm kan helt klar anbefales; den er nem at færdes i, ren og byder på masser af gode oplevelser, både i den centrale del af byen og i skærgården. Det er dog en dyr by at være i, og det er altså mærkeligt at al udeliv slutter kl. 22 på en sommeraften på grund af Sveriges strikse alkohol-lovgivning. 

Vi var så heldige at kunne bo det meste af ferien i en superfin privat lejlighed på Södermalm. Söder er et spændende område, men masser af liv, og det lagde helt sikkert positivt til byen at kunne bo sådan. 

Her kommer mine Stockholm favoritter

Trädgården
Udendørs miljø under stor bro i det sydlige Söder, som inkluderer klubber, barer, grill, restaurant, kunst. Her findes masser af modebevidste og 'kantede' stockholmere. Kan helt klart anbefales!




Djurgården
Er en ø, som man enten kan gå til fra Östermalm eller sejle til fra f.eks. Söder.
På øen findes flere museer, bl.a. Skansen, et historisk frilandsmuseum, og Vasamuseet samt tivoliet Gröna Lund. Vi besøgte Vasamuseet, som indeholder et kæmpe skib der i 1826 sank kort efter afgang på sin jomfrurejse, og efter 333 år på bunden af Saltsjön, blev reddet op igen. Det er helt klart en stor oplevelse at se, og man kan få en virkelig fin gratis omvisning på en halv times tid med al den nødvendige information.
En stor del af øen er smuk og grøn, og nærmest som Dyrehaven her i København. 
Cirka midt på øen findes Rosendals Slot, og tæt på dette findes Rosendals Trädgård, som er en helt fantastisk lille oase. På stedet producerer man biodynamiske grøntsager og blomster, samt bager eget stenovnsbrød og man kan spise en helt fantastisk frokost eller lidt kage midt mellem alle blomsterne. 




Drottningholms Slott
Det er stedet hvor det kongelige par bor, og slottet er på Unesco's verdensarvsliste. Der findes godt nok et kæææmpe slot midt i det centrale Stockholm, men dette bruges kun som kontor og til repræsentation. 
Vi sejlede derud fra Stadshuset på Kungsholmen - en virkelig fin tur, med mange sights på vejen - og det er smukt at ankomme af vandvejen til slottet. Slottet omsluttes af en slotspark, indeholdende bl.a. barokhave, kinesisk slot, teaterscene. 




Skogskyrkagården
Er også på Unesco's verdensarvsliste. Det er virkelig er særligt sted, med en helt speciel og meget smuk atmosfære. Modernistisk designet af arkitekterne Gunnar Asplund and Sigurd Lewerentz og anlagt fra 1916. i Skal simpelthen ses hvis man har den mindste interesse i landskaber og arkitektur. 
Tag metroen til stoppet Skogskyrkagården. 




Rejecruise
Tag båd fra kajen ved Nybroplan eller skibet S/M Vindhem fra kajen ved Slussen.
Alle de friske rejer du kan pille og spise, champagne, svensk schlager i højtalerne og solnedgang i den spejlblanke Skærgård. En tre-timers aftensejlads og middag. Total pensionist-agtigt, men alletiders!

Artipelag
Det her er toppen af poppen. Fantastisk sted. En innovativ kunsthal midt i Skærgårdsskoven. Smukt anlagt med respekt for helhedsoplevelsen af naturen, kunsten og maden. 
Man tager båd fra Nybroplan eller bussen fra Central Terminalen. Vi sejlede derud og tog gratis bus hjem, det var en god kombi. Køb lunch-bufféen, sæt dig ud på terassen og nyd udsigten til Skærgården mellem træerne og indsnus duften af fyrrenåle. Aaah. 




Fotografiska
Fotografisk museum lige ned til vandet ved Slussen på Söder. 
Super fine udstillinger af høj kvalitet, superfin restaurant i toppen eller grill udenfor.




Pelikan
Vil du ud at spise en rigtig god middag i en speciel, men afslappet stemning, så tag på Söders Pelikan, og få anvist et bord af hushovmesteren. Vi spiste rosastegt lam med urte- og kartoffelkage og ristet hvidløgssovs samt grillet kalveentrecote med hvidløgssmør, tomatssalat og ristede nye kartofler. Til dessert blåbærstærte med vaniljecreme, kaffe og en lille skarp!



mandag den 24. juni 2013

Sydfynsk idyl






Har været på en skøn dametur med min mor i det sydfynske her i weekenden. På trods af regn, rusk og dårlig mad, var det alletiders. Faaborg er altså et fint sted. 

fredag den 14. juni 2013

Coca-Cola small World Machines




Det er så fint tænkt! Kommunikation mellem mennesker uden ord. Om hvad vi har fælles, i stedet for hvordan vi er forskellige. Udveksling. 

onsdag den 12. juni 2013

Aftensmad #3



Normalt er jeg ikke den store kød-spiser, men her på det seneste er jeg begyndt at have mere lyst til det; i mindre mængder og i god kvalitet. I denne pastaret indgår der sprødstegt parmaskinke, og wow, det er overraskende lækkert! Skal helt sikkert gentages. Her får du opskriften på en nem og mættende sommer-pasta-ret:

Fuldkornspasta med nye asparges, champignoner, sprød parmaskinke og pinjekerner

Kom tynde skriver af god parmaskinke på en bradepande med bagepapir. Smør skinkeskiverne med god olivenolie, og kom dem i en ovn ved 225° - bag til de er sprøde. Kom skiver af champignon på en pande med de nye asparges - steg til champignonerne har afgivet en god del af deres vand og asparges stadig har bid (sidstnævnte kan evt. også dampes). Rist pinjekerner på en pande. Kog pastaen. 
Bland pasta, asparges og champignoner sammen, gerne med lidt god olivenolie over. Smuldr den sprøde skinke over og drys med pinjekernerne. Krydr med salt og peber.
Jeg kom lidt revet pecorino-ost henover, fordi det lige var i køleskabet, men man kan f.eks. også bruge parmesan eller helt udelade os. Velbekomme!